Introduktion
Hvad er relationsfokuseret terapi?
I relationsfokuseret terapi har vi fokus på alt det, som parterne sammen skaber. Ved at fokusere på relationens styrker og svagheder kan vi fremme parternes fælles opdagelsesrejse frem mod et levende og udviklende parforhold og modvirke opfattelsen af, at styrker og svagheder i forholdet kun kan forklares ved individuelle styrker og svagheder. Det er ved gentagen samvirke parterne imellem, at parrets særlige relation skabes. Når relationen er utilfredsstillende, så er det en god ide at omskabe den. Vi ved, at det er muligt, og vi har mange års erfaring med at guide par gennem denne forandringsproces.
Det er terapeutens opgave at guide parret gennem samtaler og øvelser, som gør det muligt for parterne at værdsætte og vedligeholde det, som bringer dem på rette vej sammen. Det er også terapeutens opgave at guide parret gennem samtaler, som gør det muligt for dem at opløse vedholdende magtkampe og frustrationer og tage nye skridt sammen i gensidig forståelse. Når udviklingen foregår i fællesskab, så indvirker det både på den enkelte og på forholdet. På denne måde kan parterne støtte hinanden til fortsat vækst og udvikling. Det er vores erfaring, at det er mere kraftfuldt end de individuelle opdagelsesrejser.
Den samtale, som terapeuten guider parret i, kalder vi ”Den anerkendende dialog”.
Hvad er en anerkendende dialog?
Den anerkendende dialog er en gennemprøvet dialogmetode, som gør det muligt for begge parter at lytte for at lære noget. Det er en rolig og nænsom metode, som kan gøre parterne tillidsfulde nok til at være oprigtige og lydhøre over for hinanden, i stedet for at forsøge at overbevise hinanden om, hvem der har ret. Derved skaber parret et rum imellem sig, der gør forandring af fastlåste rektionsmønstre mulig. Metoden er grundigt beskrevet i bøgerne ”Det levende parforhold” og ”Den levende familie”.
Hjælper det?
Terapeuterne i Det Danske Imago Institut er alle veluddannede terapeuter med grundig træning i at guide par gennem vanskelige forandringsprocesser. Vi udveksler erfaringer om det, som sker i vores parterapier. Vi lægger vægt på at få feedback fra par, som kommer i behandling, og vi holder hele tiden hinanden opdateret om det, som virker i vores terapier. Det, som vi hører fra parrene er:
- Dialogen medvirker til, at vi kan overvinde vanskeligheder og afprøve nye måder at leve sammen på!
- Dialogen er let at gennemføre, når der er en guide. Det tager tid at lære at gøre det på egen hånd!
- Over tid falder vi tilbage i gamle kommunikationsmønstre, og så er det godt at komme igen nogle gange og blive ”sat på det lydhøre spor”!
- Det er utroligt, hvad vi kan klare af udfordringer, når vi ”bliver i dialogen”!
Der er ikke noget tidspunkt i et parforhold, som er det absolut bedste for at gå i terapi, og det er vores erfaring, at det heller aldrig er for sent. Selv om forholdet skulle ende med at blive opløst, så kan dialogen gøre det muligt for parterne at komme ordentligt fra hinanden. Det rigtige tidspunkt er netop, når I kan blive enige om at gå i terapi.
Hvem er vi inspireret af?
- Imagoterapi (Harville Hendrix)
- Ikke-dirigerende terapi og ubetinget anerkendelse (Carl Rogers)
- Systemisk og narrativ metode
- Tilknytningsteori (fra Bowlby til Fonagy)
- Den nutidige viden om hjernen
- Mentaliseringsbaseret terapi (Fonagy)
