Det Danske Imago Institut
Dett Danske Imago Institut blev etableret i 1998 af Kirsten Seidenfaden med det formål at skabe en ramme for arbejdet med at udvikle imagoterapien i Danmark.
I vores arbejde tager vi afsæt i, at relationen og dermed fællesskabet går forud for individualiteten. Vi mener at individets formåen, tænkning og tro er skabt i samvær med andre, og endvidere at dette samvær sætter rammerne for, hvad den enkelte overhovedet kan blive. Relationen har således forrang i vores tænkning og i vores arbejde. Det gælder såvel i psykoterapierne, som i de pædagogiske opgaver.
Det individuelle og det relationelle er to sider af samme sag, men vi finder det mest frugtbart at fokusere på relationen, når målet er heling og udvikling. Det er nemlig vores opfattelse, at psykosociale problemer og konflikter i udgangspunktet er liv, der gerne vil frem, og endvidere at problemer og konflikter er relationelle i den forstand, at de overvejende skabes, vedligeholdes og opløses i relationer.
Relationelle problemer og den deraf følgende smerte har bl.a. at gøre med mønstre grundlagt i barndommen, som mere eller mindre bevidst vedligeholdes i nutiden. I stedet for kun at fokusere på den enkelte eller omvendt kun at fokusere på systemet (familien, parret, gruppen), arbejder vi med et både/og. Vi kalder det for ”rummet imellem os”; forstået som kvaliteten i det psykiske rum, som opstår i samspillet mellem mennesker.
Når vi arbejder terapeutisk med rummet imellem mennesker, medvirker vi til udvikling af relationel ansvarlighed. Alle implicerede påvirker ”rummet imellem os” og har dermed ansvar, det gælder selvfølgelig også terapeuten og læreren. Vi undgår stempling af såvel individ som system (familien, parret, gruppen), idet fokus er på kvaliteten i det fælles rum og ikke på hvad der måtte være galt med nogen eller noget. Heri ligger en anden væsentlig værdi, nemlig fokus på anerkendelsen af den andens virkelighed; herunder oplevelser, forståelser og følelser.
Anerkendelse er et afgørende begreb for os, idet vi ser megen lidelse og stagnation som følge af små og store kampe om definitionen af virkeligheden. Ved samtidigt at anerkende sit eget og andre menneskers rationale, især når opfattelserne er i modstrid, gives der slip på ideen om at have adgang til en objektiv virkelighed. Der skabes grobund for evnen til at sætte sig ind i den andens følelser, hvilket bidrager til relationen med forøget tryghed og rummelighed, og det muliggør ny erkendelse og klarhed.
Vi forsøger igennem vedvarende åben refleksion og faglig fordybelse at støtte hinanden i at integrere ny psykoterapeutisk teori og forskning. Det er vigtigt for os at forblive åbne og fordomsfri, og vi tilstræber derfor efter bedste evne at praktisere relationel ansvarlighed og anerkendelse i vores omgang med hinanden og med de mennesker, vi i øvrigt er i kontakt med.
Print