Af Marianne Davidsen-Nielsen: Psykoterapeuten
Anmeldelse af bogen Det levende parforhold – fra konflikt til nærvær af Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby, forlaget TV2 2007
Det er sjældent at få en bog i hånden som er så indbydende og så smukt illustreret at man af æstetiske grunde har lyst til at forære den væk til vennerne. På bogens bagside står der at det er den internationalt anerkendte kunstner Viktor IV som er mesteren. Så tillykke til Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby for deres ide til udformningen af denne bog. Heldigvis kan jeg samtidig skrive tillykke med forfatterparrets egen indsats sammen med journalisten Mette-Marie Davidsen. Det levende parforhold er nemlig også på indholdssiden en bog jeg har lyst til at forære til familie, venner og bekendte som har brug for inspiration til parforholdets besværlige og krævende udfordringer. At trænge sig på med en bog af denne art har jeg aldrig før haft lyst til, men den lyst har jeg fået fordi bogen er så pædagogisk skrevet, at den både kan bruges til undervisning og inspiration til ganske almindelige mennesker i deres hverdagsliv.
Når mennesker mødes på andet end kliche´og anekdoteplanet bliver forskelligheder som bekendt nemt til konflikter, og derfor er det en god begyndelse at kalde et af bogens første afsnit for ”Ingen lette løsninger.”
Vi er alle eksistentielt alene og samtidig er kontakten med andre lige så vigtig som at spise og drikke (Bowlby). Det er i møderne med andre mennesker, vi møder os selv, og da adskillelsesangst og dødsangst er af samme natur, er det en rigtig konstruktiv ide at minde os selv om at der altid er mening i galskaben når mennesker har svært ved at kommunikere, går galt af hinanden fordi konflikter bliver til problemer der bliver til tilknytnings og -adskillelsesangst i stedet for at man sammen udvikler nærvær og intimitet.
Eller som afdøde Walter Kempler sagde det: Problemer er konflikter der ikke bliver forhandlet. Konflikter løser problemer og skaber plads for kærlighed - og nye konflikter. Og der er ingen lette løsninger da det her og nu altid er nemmere at håbe på at den anden forandrer sig
Bogens styrke er at den beskriver og underviser os i disse basale udviklingspsykologiske og interpersonelle problemstillinger på en så tilgængelig måde at vi forstår hvorfor personlig udvikling og væksten i parforholdet hænger sammen. Vi får således almen viden om interpersonelle relationer samtidig med at vi præsenteres for nogle meningsfulde lytteøvelser som for de fleste har sin egen underholdningsværdi. Man bliver ikke blot klogere på ”den anden” – men også på sig selv, sin fortid og de deraf udsprungne overlevelsesstrategier. Man forstår med andre ord at man må bære over med de mere almindelige former for husspektakler.
Det er for uddannede psykoterapeuter en selvfølge at man må arbejde på at være adskilt for at kunne være sammen på en empatisk måde. Bogens styrke er at det er denne indsigt den formidler til almindelige læsere, og det er en indsigt rigtig mange har brug for. Udtrykt på en anden måde: Man må ud af relationernes dramatrekant hvor vi alt for ofte er hinandens ofre, krænkere og reddere for ikke at mærke den eksistentielle angst for kontroltab, forladthed og ansvar for eget liv for at magte den kunst det faktisk er at kunne lytte til hinanden og dermed forstå hvem man er sammen med når samlivets konflikter truer os.
Forandringer koster og derfor er der ingen lette løsninger. Det er således vigtigt at forstå at den destruktive kommunikation både beskytter os mod urangsten for at forsvinde og holder vores paradislængsel i live. Det er på den baggrund en klog disposition at forfatterne underviser os i de primitive og impulsprægede forsvarsmekanismer hvor vi kæmper, flygter eller lægger os døde, når konflikter truer os. Det sker selvfølgeligt specielt i de nære relationer at de destruktive overlevelsesstrategier får lov til at blomstre, for det er her at angsten for at miste eller at blive opslugt er stor. Og forandringer sker først når vi har vilje til at forstå hvad det er vi gør ved hinanden i den klistrede Strindbergske ”dødedans”. Det er her Seidenfaden og Draiby lærer fra sig med god pædagogik for menigmand omkring det de kalder for den anerkendende dialog: en kreativ metode som inspirerer til den nødvendige tilknytnings- og adskillelsesadfærd som er basis for at kunne opretholde et levende parforhold.
”Det er ikke for sent at få et godt parforhold” er den optimistiske titel på bogens første afsnit som meget elegant suppleres med et godt citat fra Marcel Proust om at den ægte opdagelsesrejse ikke består i at søge nye landskaber men i at få nye øjne. ”At få nye øjne og øre” inspireres vi til via udviklingspsykologisk indsigt, oplysninger omkring hjerneforskningens landvindinger på området og overskuelige pædagogiske øvelser til at magte den form for aktiv lytning som gør adskillelse mulig .
Personligt er jeg glad for at gamle Carl Rogers hædres ved at få sin plads som den aktive lytnings ”fader”, at det udanske ord validering er udskiftet med anerkendelse, og at sproget i det hele taget er så enkelt og dermed tilgængeligt for rigtig mange af de mennesker, som ønsker at gøre en indsats for at forbedre deres kommunikation så konflikt kan blive til nærvær.
Imago-folket takkes på bogens sidste side for at have løbet Imago-relationsterapien i gang i Danmark, hvor Harville Hendrix´s glimrende bog "Getting The Love You Want" fra 1988 oversat i 1990 med titlen "Kærlighed og Samliv" havde samlet støv på boghylderne. Men så tog psykologerne Kirsten Seidenfaden og Jette Simon fat på at udvikle modellen her i Danmark, indbød til kurser og uddannelsesforløb og skabte Det Danske Imago Institut. Og det er vi mange der er taknemmelige for.
Parterapien fik med deres indsats et inspirerende løft, og mennesker der aldrig havde drømt om at skulle på kommunikationskurser eller i parterapi fik nogle muligheder for udvikling på nye måder, under nye former. Og deres tilgang blev ikke bare en døgnflue på det store terapimarked, men er stadig et gedigent tilbud til dem som har brug for at finde hinanden i det som denne bogen benævner som et levende parforhold.
Det der gør Imagokonceptet anderledes end andre former for parterapi er at det ligger i metodens essens at man skal være adskilt for at kunne være sammen. Den anerkendende dialog er derfor en disciplinerende interpersonel træning i at kunne spejle, anerkende og have indføling med et andet menneske. At der så er mennesker hvis personlighedsstruktur gør at de ikke magter denne udfordring er et kapitel som ikke høre til i denne bog hvis undertitel hedder fra konflikt til nærvær.
Dec.2007 Marianne Davidsen-Nielsen
Print