Af: Karen Bering: Psykolognyt

DET LEVENDE PARFORHOLD- fra konflikt til nærvær.
Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby. TV2’ forlag 2007.

 

At skabe et levende parforhold er en af de sværeste udfordringer, vi støder på i vores liv. Men det er så sandelig også en af de allerstørste glæder, når det lykkes. Således indleder forfatterne deres bog om Den Anerkendende Dialog . At skrive fagligt om kærlighed og dialog mellem mennesker på en levende måde, er  tilsvarende en stor udfordring.

Jeg synes det er lykkedes rigtigt godt for Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby.

Kirsten Seidenfaden er psykolog og har arbejdet længe med udviklingen af  Imago-terapi i Danmark . Piet Draiby er tidligere børne-ungepsykiater, nu privatpraktiserende, og sammen har de grundlagt Center for Relations Fokuseret Terapi. Selvom hoved fokus er det voksne kærlighedsliv, er tanken på børnene, der lever i ”rummet i mellem”, i den atmosfære der skabes i forholdet, aldrig langt væk. Det virker til at være en vigtig drivkraft i forfatternes arbejde, at medvirke til at skabe mere kærlige, fleksible, levende rum for børn.

De skriver i et kondenseret, ukunstled sprog om vældigt komplicerede forhold.

Bogen henvender sig både til mennesker, der er interesserede i at udvikle deres parforhold, til terapeuter, der søger inspiration og til studerende, der her finder svære teorier gennemgået i letforståelig form.

Vor tids krav om lykke får klare ord med på vejen! For at føle sig vellykket skal det moderne menneske kunne præstere en kærlighedsfuld relation. Store krav. Realiteterne taler deres tydelige sprog: store skilsmisse-procenter, og stadig flere vælger at leve alene. Forfatterne beskriver klart normløsheden omkring den moderne familie. De gamle faste rammer er ikke længere nødvendige og det moderne skal selv skabe nye, og de skal give mening! Det bliver en præstation at ”kunne det der med at være lykkelig”. Meldinger om stress, lykkepille forbrug, misbrugsproblemer er vidnesbyrd om, at det ikke kun er let at leve i den rigeste af alle verdener, med de mange valgmuligheder. Der er stor søgen efter metoder, der kan hjælpe til at finde vej til mere livgivende sociale relationer. Også derfor får parterapi øget opmærksomhed.

 Forfatternes mange års terapeutiske erfaringer, filtreret gennem lang, vågen teoretisk medleven kommer til udtryk i bogen. Vi kommer teoretisk vidt omkring: inspirationen går tilbage til Carl Rogers klientcentrerede metode, videre til Harville Hendrix og Helen Lakelly Hunts Imago Relations terapi. Fra Rogers kommer det grundlæggende optimistiske syn på menneskelig udvikling, at det altid vil søge den mest levende, sociale og kreative mulighed, der findes på et givet tidspunkt.

 Imago skolen focuserer blandt andet på den psykodymaniske erfaring, at vi er præget af vores tidligste erfaringer med nære relationer fra samspillet med vores omsorgspersoner. Også her udvikler vi de overlevelses-strategier, der fungerer i disse relationer. Den partner vi senere vælger i forelskelse, vil repræsentere træk, der minder om tidlige omsorgspersoner, og vores gamle overlevelsesmønstre vil blive mobiliseret, når vi føler os trængt.  I parforholdet er de ofte uhensigtsmæssige.  Det problematiske i den nære relation mellem voksne, opstår der, hvor de gamle billeder (Imago’er) overtager udsynet, ”man falder over hinandens bagage”.  Imago-terapiens projekt er at fremhjælpe en bevidstgørelse af disse uhensigtsmæssige mønstre, i en stramt styret dialog-metode med partneren. Pointen er, at dramaet kan løses, der hvor det udspilles, ved hjælp af  kommunikationstræning, der indeholder de 3 grundpiller: spejling, værdsættelse og indføling.  

Bogen fører os videre gennem ”forelskelsens biokemi”, spejlneuroner  til hjernens frygt-respons ved hjerneforsker Joseph LeDoux, hvis arbejde gennem de sidste 20 år får fin omtale.  Især bliver sammenhængen til de gentagne, blinde reaktioner i  konflikter i parforholdet forståelige. Vi kan ifølge forfatterne vælge at reagere på ”den lille klinge - quick and  dirty”, når amygdala styrer responsen,  eller skifte over til ”den store klinge”, dvs den langsommere, mere eftertænksomme vej, over neocortex.  Vi får her et dejligt, letforståeligt cykelsportsbillede som huskehjælp, forståeligt selv for en ikke cykelsportskvinde som mig! Jeg har blot lidt svært ved at forstå brugen af valg overfor et amygdala- respons, der jo netop er udviklet for at sikre vores lynhurtige overlevelse, når vi er truet.

 Jeg forstår derimod godt, at vi kan lære, at ikke al adfærd hos vores partner, som tidligere udløste panikken, ikke længere får samme betydning, når refleksionen får lidt plads, og partnerens  baggrundshistorie bliver bekendt. Her bliver Fornagys vægt på mentalisering helt central, og hans tænkning bringes dejligt klart ind i teksten.

Sterns tilknytningsteorier gennemgås ligeledes og relevansen for Den anerkendende Dialog er tydelig.  Axel Honneths arbejde om anerkendelsens betydning bringes ind med fine refleksioner. Anerkendelse er ikke manipulerende ros eller ensidig focuseren på det positive, men snarere livsnødvendigheden at blive set af en anden, som den vi er lige nu. ”Anerkendelse betyder en villighed til at se verden gennem den andens øjne for en stund, så den anden kan opleve, at hans verdensbillede giver mening”. Kun gennem det anerkendende møde med den anderledes anden kan vi lære noget nyt om os selv.   Usynlighed er livstruende for vores psykiske sundhed. Hermed bliver perspektivet i den anerkendende dialog også bragt videre ud end parforholdet, nemlig til det almen menneskelige projekt, at vi i mødet holder hinandens skæbne i vore hænder i. (Løgstrup).

Læservenligheden er stor. Fine, finurlige illustrationer af  Viktor IV, med logbogsudskrifter, skitser der peger mod nye horisonter, nye muligheder er i fin samklang med bogens optimisme og nysgerrighed på nye muligheder. En luftig opsætning gør bogen til den brugsbog, den ønsker at være.  Forskelligt farvede sider hjælper til hurtigt at orientere sig: gråt er teori, rødt er øvelser og blåt er personlige beretninger fra forfatterne selv og klienter. Et stikordregister ville  have været hjælpsomt.

Den sidste lille halvdel af bogen er overvejende praktisk, med masser af forslag til øvelser. Udviklingspotentialet i konflikter bliver her udfoldet og betydningen af nærvær og kontakt tydeligt.

Øvelserne er meget detaljerede og, forestiller jeg mig, nyttige for par, der vil arbejde med at forbedre deres kontakt på egen hånd og for mere utrænede terapeuter.

En vinkel jeg savner, er forfatternes refleksioner over metodens begrænsninger. Efter mine mange års erfaringer som par-terapeut har jeg ikke så sjældent mødt par, der var aldeles ude afstand til at spejle, endsige blot høre nogenlunde, hvad partneren sagde, da de var så blændede og døve af egen temaer, at først efter nogen tids terapeut tålmodighed kunne denne evne opøves. Andre var nødt til at gå individuelt i længere tid, for at komme så meget i balance, at par-terapi gav mening.

Men bortset fra denne indvending anbefaler jeg med glæde bogen, som jeg synes både er let læst og stikker dybt og klogt.

Karen Bering

Print