Center for Relations Fokuseret Terapi - Det Danske Imago Institut

Udvikling af relationskompetance i par, grupper og organisationer

imago logo

 

Heller ikke i aften, skat!

 

Du kan ikke huske, hvornår I sidst havde sex. Men hvad gør man, når man i lang tid ikke har haft lyst til sex? Kan man blive ved med at afvise sin partner, eller skal man bare få det overstået, så man slipper for konflikter og for at få skyldfølelse? Alt for Damerne har talt med psykoterapeut og sexolog Pernille Hytte Bisgaard om kvinder og sexlyst.

Af: Annette Aggerbeck

Lad os slå det fast med det samme: Det er helt naturligt ikke at have lyst til sex i både korte og lange perioder af sit liv. Det mener psykoterapeut og sexolog Pernille Hytte Bisgaard, der møder kvinder og mænd i sin praksis, der er i forhold, hvor de ikke har haft sex i flere år.

- Sex er en naturlig drift, lige så naturlig som at spise og drikke, men man dør ikke af manglende sex, som man gør uden mad og drikke. Hvis man ikke har sex, så fylder det meget i ens liv, mens det ikke fylder så meget, hvis man har sex, siger Pernille Hytte Bisgaard.

Der kan være mange årsager til manglende sexlyst. Graviditet får nogle kvinder til at føle sig underligt til mode, hvis de dyrker sex. Og efter fødsler, hvor man er blevet klippet og syet, kan man også føle sig drænet for sexlyst. Mange kvinder med småbørn er trætte og giver så meget af sig selv til børnene, at der ikke er meget overskud til manden.

- De fleste kvinder plejer dog at få deres lyst til sex igen, når deres børn er omkring fire til fem år, men hvis børnene får mindre søskende, kan der jo gå mange år uden sex.

Manglende sexlyst kan også skyldes, at man bare er optaget af noget andet i en periode, så man ikke tænker så meget på at dyrke sex. Men det er ikke noget, vi taler så meget om som kvinder. Det hjælper heller ikke på lysten, at vores samfund er blevet så fokuseret på sex, mener Pernille Hytte Bisgaard.

- Der er så meget sex i det offentlige rum – i medier, på tv og i blade – at det, der kunne virke pirrende, går hen og bliver for meget. Mange kvinder bliver også utilfredse med sig selv, fordi de har svært ved at leve op til samfundets krav om, at vi skal se perfekte ud, være perfekte karrierekvinder, mødre og elskerinder. Det får dem til at miste lysten. Samtidig er det svært at vide, hvad der er okay, når man i svømmehallen møder andre kvinder, der er intimbarberede, læser om anusblegning og operationer af kønslæber. Hvad skal man selv gøre? Er det okay, hvis man bare er sig selv?

Kvinder tænder på nærhed

- For de fleste kvinder er det vigtigt med nærhed og intimitet, hvis de skal få lyst til sex. Mænd bruger derimod sex til at opnå nærhed med deres partner. Så hvis manden altid arbejder og er meget væk hjemmefra, kan kvinden komme til at føle sig meget alene om tingene og dermed miste lysten til sex. Sex handler nemlig om dynamikken i parforholdet. Er der problemer i parforholdet, går det også ud over sexlysten. Måske får kvinden mere lyst, hvis manden hjælper mere til i det daglige, siger Pernille Hytte Bisgaard.

- I nogle forhold sker der en polarisering, sådan at kvinden aldrig har lyst til sex, mens manden altid har lyst. Når parret kommer hos mig, og jeg går ind og arbejder med kvindens sexlyst, så daler mandens lyst typisk. Den seksuelle udvikling kan være gået i stå, for eksempel fordi kvinden har mistet respekten for sin mand, eller han har været utro, og så tænder hun ikke på ham. Så plejer jeg at spørge parret, hvad der normalt tænder dem. Hvordan mærker de lyst? Det har mange svært ved at svare på, for lyst er bare noget, der kommer af sig selv, tror de. Men det gør den ikke – det er ligesom med kærlighed. Man er nødt til at give det energi og arbejde med sit forhold, siger Pernille Hytte Bisgaard.

En ond cirkel

Det bliver let en ond cirkel, når man ikke føler lyst. Når manden gør tilnærmelser, trækker man sig, og man undgår at vise sig nøgen eller klæde sig i udfordrende tøj for ikke at vække hans lyst. På den måde fjerner man sig længere og længere væk fra det, der rent faktisk kan give en lysten igen.

- I stedet for at trække sig kan man prøve at blive i det, når manden rører ved en. Selv om man har sagt ja til kys og kram, kan man godt sige nej til at gå videre end det. Det handler også om måden, man afviser sin mand på. Kvinder skal blive bedre til at fortælle, hvorfor de ikke har lyst. Sig for eksempel, at du er træt, fordi du har haft travlt på jobbet, så din mand forstår, at din manglende lyst ikke har noget med ham at gøre. Parforholdet kan holde til rigtig meget, hvis man har kontakt med hinanden og kan snakke om, hvad der foregår, siger Pernille Hytte Bisgaard.

- Hvis man ikke har lyst til sex, skal man lade være med at dunke sig selv i hovedet og få skyldfølelse over for manden. Man er nødt til at forholde sig til, at man ikke har lyst til sex og acceptere det. Jeg plejer at spørge de kvinder, jeg har i terapi, om de har lyst til at prøve at få lyst. Det kan nemlig let blive en sovepude, når man siger, at man ikke har lyst, for man kan komme til at vente længe, hvis man venter på at få lyst. Hvornår plejer man at føle lyst? Det gælder om at øge sin bevidsthed og registrere, hvad der udløser ens lyst til sex. Er det, når manden tager opvasken, eller når han nusser dig på sofaen?

Stress er noget af det værste, for det er svært at føle lyst, når man ikke har tid til at mærke sin krop. Derfor anbefaler Pernille Hytte Bisgaard, at man begynder at gøre noget godt for sig selv, så man får en rar og afslappet følelse i kroppen. Det kan for eksempel være at rive en dag ud af kalenderen, hvor man bare er hjemme og nusser om sig selv. Det kan også hjælpe at snakke med sin partner om, hvorfor man ikke har lyst, og hvad der kan give en lyst.

Sex og børne-tv

Det er primært i forelskelsesfasen, at vi oplever spontan lyst til hinanden. Selv om der er kedelige perioder i et langt samliv med dårlig eller ingen sex, kan der sagtens komme tider, hvor man føler, at det kører rigtig godt med sexlivet. Det handler nemlig også om kvaliteten af det seksuelle samvær, for ingen af os gider beskæftige os med noget, der er kedeligt. Mange af os er vanemennesker, der altid har sex samme sted, og det er oftest i sengen, eller også gør vi det samme hver gang. Så det gælder om at bryde vanerne, så sex bliver ved med at være spændende. En måde at puste nyt liv i sexlivet er at flytte scenen for sex ud af soveværelset. Og når vi snakker om soveværelse, så virker sex som regel søvndyssende for mænd, mens mange kvinder bliver opkvikkende af sex. Så når din mand vil have sex lige før sengetid, vil du måske ikke, for så kan du ikke sove bagefter. Her gælder det om at finde et tidspunkt, hvor det passer begge. Det samme gælder, hvis du er A-menneske, og din mand er B-menneske eller omvendt.

- Jeg kender mange par, der benytter sig af, at børnene ser børne-tv søndag morgen. Morgenen er i det hele taget et godt tidspunkt til sex, for så er tavlen vasket ren efter en god nats søvn, og det er meget lettere at give sig hen. Man er ikke så påvirket af en lang dags indtryk, som man er om aftenen.

Hvorfor er sex så vigtigt?

- Ud over at det er godt for kroppen at få orgasme, er det en god måde at stresse ned på, og så giver det overskud til at klare dagligdagens problemer. Alle har brug for at være tæt på et andet menneske, og i parforhold skaber sex en god balance og er en måde at bevare nærheden til sin partner på. Hvorfor dyrke bungyjump eller sex i swingerklubber for at få et kick, når man kan få øjenkontakt med sin partner, mens man har dejlig sex med ham? siger Pernille Hytte Bisgaard.

Psykoterapeut og sexolog Pernille Hytte Bisgaard kan træffes på tlf. 28 22 04 85. Klik også ind på www.imagoparterapi.dk.

Læs mere:
Kirsten Ahlburg: ’Ikke i aften, skat!’ (Borgens Bogklub)
David Schnarch: ’Det passionerede ægteskab’ (Borgen)
Sandra Pertot: 'Perfectly Normal: Living and loving with low libido’ (Rodale)

Print venlig versionPrint