Af Iben Friis

Tilfældighed eller skæbne?

Da jeg åbner bogen, »Det levende Parforhold« af
parterapeuterne Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby, Tressebølle, er det på
side 60, på afsnittet »Hvad har du med i bagagen?«, illustreret med det
samme Viktor IV-logbogsblad nr. 84, som jeg for år tilbage forærede min
mand i bryllupsdagsgave.

Og gæt engang: Netop kufferten pakket med gamle nederlag, afvisninger og
dårlige erfaringer, som vi hver især bar ind i ægteskabet, er en største
udfordring i vores parforhold.
Jeg er på. Jeg er dømt læser og hvem ved -forhåbentlig på vej til at blive
en bedre ægtefælle?

Indrømmet, jeg er aldrig gået af vejen for at besvare diverse tests i
dameblade: »Hvordan er dit parforhold?« Eller: »Har du fundet den rette«.
Men i virkeligheden er resulatet af spørgeskemaerne som at se en
vejrudsigt for dagen, der er gået.
Jeg ved jo præcis, hvad der går godt, hvornår der er solskin og blå
himmel. Og præcis, hvor det buldrer og trækker op til tordenvejr.
Hvad jeg mangler er nogle anvisninger på at få den gamle bagage taget op
af kufferten og lagt sammen på ny, ligesom jeg godt kan bruge nogle fif
til at få konflikter gjort konstruktive

Bogen »Det levende parforhold« er som en samling kogebogsopskrifter, der
sagtens kan læses og bruges derhjemme, hvis du i forvejen har gang i
gryderne.
Kniber det med at regulere blusset kan der måske være behov for hjælp i
form af et parterapi-kursus over en weekend. Og formår man slet ikke at
tænde for komfuret, er løsningen måske individuel parterapi... Kirsten
Seidenfaden og Piet Draiby tilbyder det hele, både i deres klinik i Skattergade, Svendborg og på deres institut i København, Center for Relationsfokuseret Terapi på Christianshavn.

- Vi har skrevet bogen til hr. og fru Danmark. Den skal være letforståelig
og ikke give indtryk af, at vi er nogle nye moralister, der har svaret på,
hvordan andre skal leve deres liv.
Erfaringer har de dog i kilometervis. Både fra ti år som parterapeuter,
hvor de har haft over 1200 par i terapi, foruden de i alt tredive år, hvor
de har arbejdet i branchen som henholdsvis psykolog (Kirsten Seidenfaden)
og psykiater (Piet Draiby).

Men de bruger også dyrthøstede oplevelser fra egne parforhold.
Piet er blevet skilt to gange, inden han mødte sin soulmate. Kirsten har,
hvad hun kalder »halvanden« skilsmisse bag sig, inden hun og Piet lærte
hinanden at kende. Igen. De har nemlig begge gået på Bernadotte-skolen -
Piet i klasse med Kirstens storesøster.

- Skilsmisse-statistikken taler et klart sprog. Men mens vi for tyve år
siden bare blev skilt, så vil unge i dag gerne gøre noget ved det. De
giver ikke bare op. Og med mere viden, med ny inspiration og ny optimisme,
er det jo også indlysende, at der er rigtig mange forhold, som kan lykkes
ved at yde en indsats, siger parret fra stuens blå sofa, hvor hele
skrive-delen er foregået på den bærbare computer.

Kirsten forklarer, hvordan bogen er delt op i tydelige afsnit - foruden
ved at være indbydende illustreret med logbogsblade af den afdøde kunsner
Viktor IV.

Tekst på hvide sider er de almene forklaringer.
De grå sider er yderligere teori for særligt interesserede (især mænd,
vurderer Piet Draiby).
De blå sider er fyldt med autentiske eksempler, hvor navngivne personer
fortæller ud fra deres eget liv (eksempler tiltaler især kvinder, tror
Kirsten Seidenfaden).
Endelig er der de røde sider med øvelser, som i mit personlige tilfælde
vil være helt centrale.

Huset på Tressebøllevej er Kirsten og Piets base. Her har de boet siden
1995, og de sammenligner ombygningen af det sorte træklædte hus med de
fire måneder, det tog dem at få bogen færdig.
For ligesom hver enkelt detalje i husbyggeriet blev gennemdiskuteret, så
er også bogen om »Det Levende Parforhold« skrevet uden at gå på kompromis.
For en psykiater og en psykolog har processen handlet om dels
neurobiologi, dels psykologi.

- Vi har to måder at forstå det samme på, siger Kirsten, - to forskellige
vinduer, vi kigger ud ad.
Og kigger de på det samme landskab, er det altså med to forskellige
indfaldsvinkler. Præcis som enhver samtale mellem to ægtefæller.

I alle parforhold skal ægtefæller lære at give plads for, at der mindst er
to virkeligheder at tage hensyn til.
Det handler alt sammen om Den Anerkendende Dialog, der i følge både
Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby ikke bare kan hjælpe parforholdet, men
også ændre voksen-barn-relationerne - og i øvrigt også alle andre
relationer, der bærer konflikter. På arbejdspladsen f.eks. eller i
forholdet mellem den muslimske og den kristne verden.
Ved at bruge den anerkendende dialog får man sagt til sin partner eller
modpart, at man godt ved, der er flere sandheder end ens egen, samt at man
er villig til at lytte og prøve at forstå et andet verdensbillede end det,
der aktuelt er ridset i hjernefolderne.

Det kan måske synes uproblematisk, når vi diskuterer fredeligt. Men under
et skænderi, når alle alarmknapper blinker og lyser, er hjernen rent
neurobiologisk indstillet til at skyde genvej på den hurtige, men beskidte
sti mellem de to hjernecentre, sensorisk thalamus og amygdala.
På den lille korte sti lukker du enten af for, hvad den anden siger, eller
også kaster du dig ud i et modangreb udfra tesen, det bedste forsvar er et
angreb.

Men at råbe »dumme svin« til sin partner eller at hive gemte afvisninger
frem for at (gen-)bruge dem som argumenter, er ikke befordrende for et
ægteskab eller parforhold.
Tricket er at modstå den første impuls og give sig til at lytte.

At komme op på »den store klinge«, som Piet Draiby kalder det. At tage den
længere, men også mere fantasifulde og kreative og erfaringsbaserede sti
op gennem den del af hjernen, der hedder den sensoriske hjernebark.
- Set i forhold til menneskets udviklingshistorie har vi i virkeligheden
endnu ikke lært at leve sammen to og to. Vores hjernemønster er stadig
beregnet på at overleve fremfor at samleve, siger Piet Draiby og
illustrerer med et eksempel fra Anders og Peter Lund Madsens hjerne-show,
Mr. Nice Guy, som det langelandske ægtepar var inde og se på Bellevue
Teatret.
Brødrene Madsen forklarede, at menneskehedens historie kan sammenlignes
med en rejse fra Århus til Bellevue Teatret i Klampenborg nord for
København, men at det moderne menneske først tager turen med fra
Statoiltanken, som ligger lige vis a vis teatret. Først da begyndte vi at
leve sammen i parforhold.

Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby opererer med tre vigtige begreber:
Konflikten, rummet og broen.

Konflikt lyder måske negativt, men er - afhængig af, hvordan man forholder
sig til den - den hurtigste vej til udvikling. Det er i konflikten, at man
skal, som Piet udtrykker det »gå planken ind«.
- Man står helt ude på det yderste af planken, og det nemmeste vil være at
hoppe overbord... at gå fra parforholdet. Men væksten og mulighederne ligger i at vende om og gå ind over rælingen igen. Ind for at lytte og prøve at
forstå og anerkende hvad det er vores samlever prøver at fortælle.

Rummet er den plads, vi giver hinanden. Det rum kan forgiftes og forurenes
- eller det kan gødes og opdyrkes. Også her er du selv forpligtet til at
agere - nøjagtig som i haverummet, hvor der aldrig vil vokse duftende røde
roser, men kun tidsler og hønsetarm, hvis ingen af parterne gør noget
aktivt.

Endelig er der den lille hvide bro, som Kirsten kalder det.
- Det er den bro, jeg skal gå over for at møde dig. Og jeg skal blive der,
til du har fortalt mig det, du vil sige. Jeg må hverken fortolke eller
skælde ud, men blot lytte, siger hun og griner til Piet.
Han forstår en hentydning. Han har nemlig så meget på hjerte, at hvert
lille stikord for ham er en opfordring til at overtage snakken.
- Det er den basale spilleregel, indskyder Kirsten: - Der kan ikke være
to, der taler, men altså heller ikke to, der bare lytter... så bliver
der jo tavst med oplevelse af afstand og usikkerhed!

Print