Projektet kaldes kærlighed

Lone Mørch Schneider besøger kvinden bag Det Danske Imago Institut for at finde ud af, hvad man gør, når ens parforhold er gået i hårdknude.

Af: Lone Mørch Schneider

Det er vores bryllupsdag, og vi er i bilen på vej hjem fra et spa-ophold. De sidste par måneder har jeg efterspurgt justeringer og fælles vision for vort forhold, men min mand Christian har trukket sig, og jeg kan næsten ikke holde det ud mere. Med rystende stemme spørger jeg, hvad han tænker om os på vores syvende bryllupsdag. “At vort ægteskab er en joke,” udbryder Christian irriteret. Mit hjerte falder ned i maven: “Vi blev sgu da gift, fordi vi ville være sammen.”

Med et ryk i rettet overhaler Christian, imens han siger: “Vi skulle have lært hinanden bedre at kende inden.” “Intentionerne var da gode nok,” siger jeg til de passerende biler og synes sikkerhedsselen strammer. Den fine forbindelse, der var mellem os i begyndelsen, hvor er den blevet af?

Christian siger noget om, at vi slet ikke passer sammen, at han har fejlet, men jeg kan ikke høre, hvad han siger. Underlig frossen indeni udgyder jeg diverse forbandelser og slutter med at sige, at nu kan vi dårligt synke dybere, og det kan han kun give mig ret i. Den famøse syv-års-krise har sat ind for fuldt sejl. I skrivende stund, forsøger vi hver for sig at finde en løsning.

En mandag aften ringer jeg på døren til psykolog Kirsten Seidenfaden. Selvom hun skal interviewes om sit arbejde som parterapeut –og ikke psykoanalysere mig – så håber jeg alligevel, at hun har nøglen til hårdknuden i mit forhold.

Smilende, med et stort sjal slænget omkring sig, byder hun mig inden for i den lune lejlighed. Kort, sølvgråt hår indrammer hendes levende ansigt, og hun ser på mig med nysgerrige øjne. Vi sætter os med varm te og biscotti.

Jeg har så meget, jeg vil spørge om, mest af alt om der er håb for Christian og jeg, eller om vi er dømt til at bidrage til den voksende skilsmisse-statistik.

Kirsten Seidenfaden er helt specielt. Sammen med sin mand, børne- og ungdomspsykiateren Piet Draiby, har hun oprettet Det Danske Imago Institut. I 1997 blev Kirsten Seidenfaden via en kollega i USA opmærksom på Imago-tænkningen og etablerede Det Danske Imago Institut. De seneste otte år er i omegnen af 800 par kommet på instituttet for at lære at kommunikere, så kærligheden ikke visner.

Snak med omtanke.

Helt centralt i tankegangen er den anerkendende dialog med partneren – der skal lyttes og formidles, at vi godt forstår hinanden. Til forskel fra andre terapi-former, hvor man over tid opbygger et forhold til psykologen, som man spiller bold op ad, så foregår dialogen her mellem mand og kone.

“Min opgave er at støtte en anerkendende proces –ikke at styre, hvad parret taler om,” siger Kirsten Seidenfaden. På den måde bliver klienter og terapeut ligeværdige. Filosofien er, at alle mennesker er i samme båd: Relationer er udfordrende for os alle, og dialog kræver øvelse – hvad enten du er psykolog, ingeniør eller skuespiller.

Jeg fortæller Kirsten Seidenfaden om vores syv-års-krise, hvordan jeg har efterspurgt mere intimitet og dybde og ønsket at aflive gamle konflikter og begynde på en frisk, og hvordan Christian har reageret ved at trække sig og tvivle på, om vi overhovedet passer sammen.

Alle parforhold går igennem et udviklingsforløb, siger Kirsten.

Hun ridser op: Efter forelskelsen kommer magtkampen, hvor du og din mand kæmper for at være jer selv og få den anden til at ændre sig. Når du erkender, at magtkampen ikke længere giver mening, så kan du vælge at gå ad forskellige veje –mange vælger skilsmissen eller at leve to parallelle liv – men du kan også vælge det bevidste forhold. Men forholdet forandrer sig alene i positiv retning, hvis du og din mand føler jer trygge nok til at udtrykke tanker og følelser. Og tryghed opnår du ved at anerkende den andens virkelighed, ikke ved at kritisere.

Jeg tænker på alle de gange mine snakke med Christian er endt med, at vi kaster rundt med skylden og slet ikke kan høre hvad, vi siger til hinanden. Og alle de gange jeg har taget, hvad Christian siger, personligt –som en bekræftigelse på, at jeg ikke er god nok.

“Bag enhver kritik i et parforhold ligger en frustration, og bag enhver frustration en længsel – den længsel stammer sandsynligvis fra en længsel, vi husker fra barndommen. Det er i forholdet mellem barn og voksen, at vi udvikler vores evne til at knytte os til andre og lærer strategier for, hvordan vi som voksen indgår i nære relationer. Faktisk er der meget, der tyder på, at vi vælger partnere, som på godt og ondt minder om vores forældre,” siger Kirsten Seidenfaden.

Teorien er, at vi drømmer om, at vores partner nu kan give os det mor eller far ikke kunne finde ud af – med andre ord, vi håber på, at parforholdet kan danne ramme om en ny voksen mulighed for en mere tryg tilknytning.

Christians mor flasher forbi mine øjne: Er jeg mon lige så dramatisk og kritisk som hende? Omvendt, har Christian lige så svært ved at udtrykke sine følelser som min far?

”Ironisk nok længtes begge parter ofte efter det samme, men forsøger at opnå det med helt forskellige strategier,” siger Kirsten Seidenfaden.

Jeg griner. Kan Kirsten måske se det for sig: Mig der føler og snakker en masse for at få kærlighed, og Christian, der lukker af i kærlighedens navn?

Kirsten forklarer om to personlighedstyper: Den ene har en tilbøjelighed til at overdrive følelser og behov, er afhængig af andre, overdreven generøs og med uklare grænser. Den anden type er mere indadvendt, forklejner følelser, holder på sine følelser og tanker og har i hverdagen mere firkantede regler for sig selv og andre.

Det lyder uværgerligt som tro kopier af Christian og mig. Det er på en gang trist og befriende, at vi er så forudsigelige, og normale.

Forskellighed er ufarligt

“Hvis vi nu kom til dig, hvordan skulle vi så gribe det an,” spørger jeg.

Kirsten Seidenfaden forklarer, at hun ville spørge mig, hvad jeg tror, Christian synes er svært ved at leve sammen med mig – og omvendt. Til sidst vil vi snakke om en konkret frustration – på den måde, hvor den, der lytter, parkerer sin egen virkelighed hjemme for at kunne være tilstede og forstå, hvad den, der fortæller, siger om sin oplevelse af situationen.

Jeg krummer tæer ved tanken om alle de gange, jeg har sagt til Christian: ‘Jeg forstår, hvad du siger, men…’ Men hører ikke hjemme i den anerkendende samtale. Det gør fortolkningen og gode råd heller ikke, i stedet handler det om at anerkende hinandens oplevelser og gøre det så trygt, at det bliver muligt at åbne op og være sårbare. Som Kirsten Seidenfaden siger: “Man får ikke nærhed ved at få ret”.

Kirsten Seidenfaden fortæller, om den lille, røde kinesiske bro: Med den anerkendende dialog går vi over broen for at besøge den andens virkelighed. Der ligger en masse styrke og energi i forskellighederne – dem skal vi være nysgerrige efter og blive inspireret af. Når folk vokser fra hinanden, er det fordi de slår hinanden i hovedet med forskellighederne i stedet for at værdsætte dem.

Kirstens ord får en prås til at gå op for mig: Det er slet ikke er så farligt at være forskellige, det er måden vi lever med forskellene, der er afgørende. I mange år har jeg holdt krampagtigt fast i illusionen om vort fantastiske liv, holdt konflikterne hen, men jeg skal åbenbart ikke være bange for forskelligheder og konflikter, men forholde mig nysgerrigt til dem.

Igen drager Kirsten Seidenfaden en parallel til Kina: krise betyder også mulighed på kinesisk. Derfor er en krise i virkeligheden et tegn på, at et forhold er i live, at der er vækst, som prøver at bryde igennem.

Værsgo en dobbeltgave

En ægteskabsforsker har fundet ud af, at 70 procent af alle konflikter i et parforhold ikke kan løses. Det vigtigste, når det drejer sig om chancen for at nå guldbrudealderen sammen, er evnen til at håndtere konflikter.

Når et par tager fat i frustrationerne, så er det ikke kun den frustrerede, der har mulighed for at opnå større indsigt, når luften tages af frustrationen. Ved at indleve sig i den andens virkelighed, strække sig for at hjælpe og dække vedkommendes behov, har den lyttende partner også mulighed for at hele gamle sår.

Mit spørgende udtryk får Kirsten til at give et eksempel fra sit eget forhold:

“Jeg oplever ofte, at Piet kører for stærkt, og jeg skælder enten ud eller trækker mig surmulende ind i mig selv. Igennem dialog fandt vi ud af, at jeg reagerede sådan, fordi jeg var bange –på samme måde som da min far altid kørte stærkt, når han kørte mig i børnehaven. Og ved, at Piet forstod det og indvilligede i at tage af sted 15 minutter tidligere, når vi skal noget sammen, så undgik han også at få skæld ud af mig – noget han hader på grund af den måde, han blev udsat for kritik som barn.”

Altså læren er, at jeg skal imødekomme Christians behov, selvom det ofte betyder, at jeg skal strække mig ud over det, jeg har lyst til, eller tror jeg kan klare – gør jeg det alligevel, så får jeg også udviklet sider ved min personlighed.

Kirsten nikker.

Hvad kan Christian gøre for at imødekomme de behov, der gemmer sig bag mine frustrationer. Jeg fyldes af forundring: det virker pludselig ganske indlysende at skulle udtrykke det, jeg gerne vil have i stedet for at kritisere. Hvorfor har jeg ikke gjort det noget før?

‘Jamen kan den anerkendende dialog virkelig ændrer på opførslen’, spørger jeg –velvidende, at et er at vide, noget andet er at praktisere.

Kirsten læner sig ind over bordet af bare entusiasme:

“Det er nu bevist, at hjernen laver nye hjernebaner gennem hele livet, og derfor er det muligt at forandre ens vaner og adfærd.”

Hun giver et eksempel: Frem for at reagere, da Piet fornyeligt tilstod en fejl, møder hun ham som barnet, der er bange for at få skældud. Hun siger helt automatisk og fra hjertet: ‘Tak fordi du siger det. Det må have været svært at indrømme’.

Kirsten ser stolt ud og fortæller at hendes gamle reaktionsmåde ville have været enten at kritisere eller blive såret og sur – man kan altså lære nye måder at omgås hinanden på.

“Det er så enkelt og så svært. Der er intet quick-fix,” siger Kirsten Seidenfaden.

Lone Mørch Schneider er fotograf og indehaver af fotoateliet Lolos Boudoir, der har specialiseret sig i at tage fotos af kvinder.

Kirsten giver fem gode råd til par:

1. Skab tryghed. Fokuser på det, der allerede fungerer og er godt ved jeres forhold og udtryk det over for hinanden – gerne dagligt.

2. Alle har ret til deres syn på verden, der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Gå på besøg i hinandens virkeligheder med respekt og nysgerrighed.

3. Se både det indre barn og den voksne i din partner, som begge har uopfyldte behov og længsler og udvikl din evne til empati.

4. Konflikt er vækst, der prøver at bryde igennem. Forstå, at den frustration din partner udløser i dig, tager afsæt i et uopfyldt behov eller en længsel fra din barndom. Hvis I arbejder med konflikten, og strækker jer for at imødekomme hinandens behov, så har I begge mulighed for at forandre jer. I stedet for at kritisere, fokuser på det du kunne ønske dig i stedet.

5. Drøm jeres største drøm sammen. Vi ved, at drømme baner vi vejen for vores næste skridt, når vi drømmer sammen, er vi allerede halvvejs mod målet.

Om Kirsten Seidenfaden

Psykolog Kirsten Seidenfaden har netop holdt 60-års fødselsdag. I den anledning lavede hun en nostalgitavle over sit liv:

- Hun var aktiv i ungdomsoprøret og kvindebevægelsen

- I 1976 blev hun uddannet til klinisk psykolog. Siden har hun arbejdet som terapeut, supervisor, underviser og konsulent i forskellige offentlige og private organisationer.

- I 1997 blev hun gennem en kollega i USA inspireret af Imago-tænkningen, som er udviklet af amerikanerne Harville Hendrix og Helen Lakelly Hunt og etablerede Det Danske Imago Institut.

- Igennem de seneste otte år har Kirsten Seidenfaden sammen med sin mand og kolleger tilknyttet instituttet tilbud weekendseminarer for par. Mere end 800 par har til dato besøgt instituttet.