Det giver mening

 

Pludselig er parforholdet blevet til den gnist, der antænder frustrationer. Men vi kan forebygge kriser ved blandt andet at turde gøre os sårbare over for hinanden. Det handler i høj grad om at anerkende hinanden og se forskelligheden som en styrke, mener par-terapeuterne Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby.

Af: Helle Kjærulf

Du kaster dig over børnene, computeren, din sport – alt andet end ham. Hvis du mærker efter, står det bøjet i neon. For det er ikke, som det skal være. Der er noget, du ikke har sagt, eller et savn du ikke har fortalt ham om. Grobunden for frustrationer og konflikter er lagt.

- Det øjeblik du begynder at mærke, at du vender din energi mod aktiviteter, som ikke er henvendt til jeres fælles rum, er der måske noget, du ikke har fået fortalt din partner – om hvad du længes efter, siger psykolog Kirsten Seidenfaden, der er leder af Det Danske Imago Institut.

- Et eksempel er utroskab. Det er et savn, der har fået et navn, men nu har det fået en forkert adresse. Det samme gælder, hvis man bliver længere på arbejdet eller prioriterer alt mulig andet end det at være par. At kaste sig over computeren eller sporten kan være udmærket at gøre. Men hvis det er fordi, der er noget, man ikke får sagt eller ikke får delt, et savn eller en længsel, så vokser det sig stort og ender som frustration. Hvis du er i tvivl om, at det hænger sådan sammen, så spørg din partner, for han ved det, siger Kirsten Seidenfaden.

- Det hele handler om kontakt og om at drømme jeres største drøm sammen.

Hendes mand og kollega, psykiater og imagoterapeut Piet Draiby, forklarer, at hvis et par for tredje gang er endt i den samme konflikt, så burde sirenen hyle. Det kan være i forhold til uoverensstemmelser omkring børnene, bilkørsel eller den evige tandpastatube, at de opdager, at de gentager sig selv. 

- Når det sker, og de skilles som lidt mere uvenner eller fjender end før, skal den, der har frustrationen, have lov til at sige noget om den. Den part som aktuelt mærker frustrationen, spiller ud. De er selvfølgelig lige frustrerede. Det handler ikke om at skælde den anden ud, men om at forklare, at når du gør sådan og sådan, så bliver jeg vred, fordi…, siger Piet Draiby.

- Det sætter en dialog i gang hos parret. Og det primære formål med dialogstrukturen er at skabe et rum af større tryghed og anerkendelse.. Tryghed er nemlig den første forudsætning for, at forandring kan ske, siger han.

For at kunne udvikle os både som individer og som par er vi nødt til at vide og forstå, hvad det er, der ”trigger” os. Hvad det er for nogle fænomener, der på et øjeblik kan forvandle os til ”små sårede børn”, der reagerer.

Vi bærer alle oplevelser og billeder, der rummer erfaringer, følelser og forestillinger fra barndommen. Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby mener, at disse bevidste og ubevidste minder, både de negative og positive, er medvirkende i vores partnervalg senere hen i livet.

Tryghed

- Alt, hvad I putter ind i jeres fælles rum i parforholdet, er enten med til at gøre godt eller forurene. Det er den luft, I selv skal ånde, og det rum jeres eventuelle børn skal vokse op i.

Kirsten Seidenfaden fortæller, at man altid kan finde noget godt om hinanden. Det er et eksempel på, hvordan man gøder jorden. Og når det er sket, er det nemmere at lytte til den anden.

- Hvis du vil have noget fra din partner, er du nødt til at skabe et rum, hvor han kan vise sig mere autentisk, og hvor du kan mærke ham. Du er nødt til at tage det første skridt. I det øjeblik du skaber tryghed for ham, sænker han paraderne. Han har ingen chancer for at forandre sig, hvis du bliver ved med at kritisere ham for, at han ikke viser sine følelser. Jo mere du gør det, jo mere får du af det, du ikke vil have. Og jo mere låser du ham fast i ikke at vise sine følelser, siger hun.

Kirsten Seidenfaden pointerer, at det at skabe tryghed for sin partner, burde være noget, vi tænker på dagligt.

- Jo tryggere det er for partneren, jo tryggere er det også for dig. Det er en forudsætning for, at noget rykker, at I tør tage nogle nye skridt sammen, og hver især tør ændre gamle vaner.

Dialogen

For at dialogen mellem et par skal være med til at udvikle dem, skal de ifølge Imago-relationsterapien igennem tre niveauer: Spejling, anerkendelse og indføling.

- Spejling handler om aktiv lytning. Det betyder, at jeg giver mig tid til nysgerrigt at høre, hvad min partner har at sige, og når jeg har hørt det, så giver jeg mig tid til at spejle, altså gengive så ordret jeg kan i min partners "sprog". F.eks.: Det, jeg har hørt dig sige, er… og derefter tjekke med min partner om det var det, han sagde, forklarer Kirsten Seidenfaden.

- Når man bliver lyttet til på denne intense måde og hører sit udsagn blive spejlet, kan man bygge videre på dette og selv blive mere fokuseret og mere klar på, hvad man egentlig mener. En ny indsigt kan bryde frem. At kunne fortælle sin historie til én, der virkelig er én vedkommende, er det, der skaber dette rum til indsigt, siger Piet Draiby.

Den, der lytter og spejler, skal sætte sit egne følelser på standby imens for at have ro og koncentration omkring det, partneren siger. Senere bliver det den andens tur til at udtrykke sin virkelighed og sin oplevelse.

Næste niveau handler om at vise sin partner, at det, han siger, giver mening.

- Han skal mærke, at selv om hun ikke er enig og ikke oplever situationen på samme måde, så giver hans virkelighed mening for hende, forklarer Kirsten Seidenfaden.

- I parforholdet lever vi i en evig dans mellem det at møde hinanden og at vende tilbage til "mig selv". Jo mere bevidste vi er om denne dans i bevægelsen mellem det individuelle og det fælles, jo bedre bliver vi til at tage vare både på os selv og på parforholdet.

Indføling

Tredje niveau handler om at kunne sætte sig i partnerens sted følelsesmæssigt.

- Hun gætter, kommer med hypoteser om hans følelser. Han lytter til hendes forslag og bruger forslagene til at blive mere fokuseret på, hvordan det faktisk føles.

Det er selvfølgelig ikke lige nemt i den grad at slå lyttelapperne ud, når magtkampen og krisen er i fokus.

Kirsten Seidenfaden understreger, at kriser hverken kan eller skal undgås.

- Byd i stedet frustrationer, konflikter eller kriser velkommen. Hvis man som mange er vokset op i en familie, hvor man virkelig har det svært med vrede eller aggression, er det naturligvis svært. Når du inviterer din partner til at fortælle om sin frustration, er det en hjælp for ham at vide, at du går over broen til ham og prøver at forstå frustrationen i hans verden. Ti procent af konflikten handler om, at du er kommet til at såre din partner et sted, hvor han er særlig sårbar. Du har udløst det, men de 90 procent ligger hos ham. Og det er en rigtig god hjælp for både dig og din partner at vide, at der bag frustrationen ligger en meget større historie. Det handler om partnerens historie. Der lever både en voksen og et barn i enhver person. Det bliver så tydeligt i dialogen, og her kan vi møde både barnet og den voksne.

Magtkampen

I det øjeblik I begynder at kritisere hinanden, ryger I ind i magtkampen. Så oplever I frustrationen og kæmper hver især for, at I kan få lov til at være jer, samtidig med at I vil have, at den anden skal lave sig om.

- Når den utryghed kommer ind i parforholdet, kommer alle overlevelsesstrategierne på banen. Så er der lukket for at finde ud af, hvad det er, jeg selv gør, som er med til at skabe frustrationerne. Så kommer man over på den andens banehalvdel og forsøger at fortælle den anden, hvad den anden skal gøre anderledes, siger Kirsten Seidenfaden.

- Når det er usikkert, hvor man har hinanden, eller om man er anerkendt af den anden, er det for risikabelt og farligt at sidde over for hinanden og sige, hvordan man har det. Man ved, at det kan føre til, at man får en på snotten, så man forsvarer sig. Det er ren biologi, siger Piet Draiby.

- Alle par har mestret den intime dialog. Hvis ikke, var de ikke blevet et par. Men så dukker et eller andet op, en side ved den anden, de ikke kender, eller de oplever noget, hvor de reagerer forskelligt. Jo mere pressede og frustrerede vi bliver, jo mere vi kæmper for at få det bedre, jo værre og mere utrygt bliver det for vores partner.

Kirsten Seidenfaden understreger, at hvis vi vil prøve at gøre os åbne i forhold til den andens virkelighed, bliver vi nødt til at gøre os selv sårbare. Det kan være truende, når man er i krise.

- Udfordringen i dialogen for den, der fortæller, er at gøre sig selv sårbar, åben, og parat til at fortælle sin historie. Vel vidende at her bliver du ikke angrebet eller skal ikke forsvare dig, siger hun.

- Den, der lytter har sådan et ”jamen”-dyr siddende på skulderen, som hele tiden skal forsvare sig. Det skal holdes i ave, for hvis man ikke ved, at man har partnerens fulde opmærksomhed, kan og tør man ikke gøre sig sårbar. Det er en kæmpe udfordring at holde sin mund med alt det, der gerne vil ud, mens den anden fortæller, siger Piet Draiby.

Forskelligheder

Kirsten Seidenfaden fortæller, hun f.eks. i sit forhold til Piet ikke skal overbevise ham om, hendes virkelighed er rigtig. Hun kan mærke, at han ikke længere er bange for, at hun udtrykker stærke følelser, og at han ikke synes, hun snakker sort.

- Jeg kan mærke, at han tænker, at det er sådan, det er for mig. Det kan han godt forstå, det giver mening. Jeg mærker værdigheden og respekten, fordi det er okay, at jeg kan tænke og føle, som jeg gør. Jeg mærker det lille barn, som min mor skældte ud, når jeg peb. Hun kunne jo også have sagt: ”Jeg kan godt forstå, at du er ked af, at Sofie ikke vil lege med dig”. Ikke at det vil løse det, men det er som om, problemet opløser sig, når man oplever, at man bliver forstået. Dybest set handler det om, hvordan vi lever med vores forskelligheder, snarere end at der er én virkelighed eller én rigtig måde at opleve tingene på.

- Jeg var rigtig bange for Piet´s vrede i starten af vores forhold. Men nu er jeg klar over, at hans vrede ikke kun handler om mig. Det kan godt være, at jeg udløser den og tricker hans historie. Nu kan jeg høre på hans vrede uden at blive skræmt, fordi jeg ved, at der bag vreden ligger en meget større historie, som ikke kun handler om mig. Derfor er det vigtigt at høre hans historie og anerkende den, siger Kirsten Seidenfaden.

Hun understreger, at det værste er, når vi fortolker hinanden, fordi det ikke har en kæft med spejling og anerkendelse at gøre. Så begynder man at definere og diagnosticere sin partner. Nå, det er sådan, det var i din barndom, men jeg jo ikke din mor, og så kan man komme ind i en ny magtkamp. Det her handler ikke om, at man skal lave terapi på hinanden, men om at gå over broen for at forstå hinanden.

- De fleste par tror, at hvis de bare tænker ens om tingene, så var livet meget nemmere. Men der er et DU og et JEG, og vi kan aldrig nogensinde komme til at tænke ens. For vi er ikke ens. Og vi kan kun skabe mening ud fra den bagage, vi har med fra vores barndom. Hvis vi tror, vi kan blive enige, er det en illusion. Så bliver det en symbiose, hvor vi tror, at vi ikke må være forskellige, og vi tror, vores partner skal kunne gætte vores behov. Det er først i det øjeblik, vi forstår, at vi er forskellige og kan møde den forskellighed uden at blive bange for den, at der sker et inspirerende møde mellem to mennesker.

Weekendseminar for par

Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby tilbyder gennem weekendseminar for par en mulighed for at kunne forebygge parforholdskriser og brud. Seminaret handler om at styrke parforholdet, udvikle intimitet og nærvær i parforholdet samt bryde fastlåste mønstre.

De udbyder 4 weekend-seminarer om året dels på Langeland og dels i København.

Læs mere om seminaret og om Imago Relationsterapi på www.imago.dk

• Nogle konflikter opstår der, hvor begge har en ikke forløst udviklingsmulighed
• Bag enhver kritik ligger en frustration, under enhver frustration kan der ligge en længsel/et uopfyldt behov, og under dette en længsel/et uopfyldt behov fra barndommen.

 

Print