Af Helle Sindal



Fra fjendskab til forståelse

Enkle samtaleøvelser med partneren kan være vejen fra konflikter til nærvær
i parforholdet. Terapeut-parret Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby har
samlet viden, øvelser og gode råd i bogen 'Det levende parforhold'.


Fokus på forhold

Der står to uvaskede kaffekopper på køkkenbordet, da Piet kommer hjem fra
arbejde. Han bliver i dårligt humør over rodet og føler sig uvelkommen og
overset. Kirsten synes, det er langt ude, at hendes mand reagerer så
voldsomt over to sølle kopper, men det giver menig at høre Piet fortælle om
det:
Han er følelsesmæssigt tilbage i sit barndomshjem med en stor flok
sammenbragte børn, hvor der altid var rod og sjældent nogle voksne hjemme.
Han måtte klare meget selv, og synet af de to kopper på bordet vækker
gammelt ubehag og en følelse af opgiven og forladthed.
Kirsten øver sig på at huske at vaske kopperne af, men er rasende og ked af
det. Hun fortæller Piet om det og genføler, hvordan det var som 5-årig at
blive sendt op på værelset alene. Her lukkede hun af for sine følelser ved
at sortere sit legetøj i kasser, men hun gemte altid en kasse med rod i, så
der var noget at kaste sig over, når hun blev kommanderet ind på værelset
igen.
Det går op for Kirsten, at hun også som voksen altid lader noget ligge at
flyde. Så kan hun altid lukke af for påtrængende følelser og flytte lidt
rundt på papirbunker eller porcelæn.
Efter den erkendelse bliver det en lettelse for hende at vaske kopperne af.
Hun viser, at hun tager Piet alvorligt og får samtidig gjort op med sin egen
strategi til at lukke af for følelser.
I dag har Piet det o.k., hvis der står lidt opvask på bordet, når han kommer
hjem. Han føler sig ikke dårligt behandlet, men tænker tværtimod, at Kirsten
nok har haft travlt og husker at påskønne, hvad hun i øvrigt har bidraget
med til den fælles husholdning.

Et positivt budskab

Kirsten Seidenfaden er psykolog, og Piet Draiby er psykiater. Sammen driver
ægteparret Center for Relationsfokuseret Terapi. De senere år har over 1.200
par deltaget i deres weekendkurser eller fået privat terapi. For nylig udgav
parret bogen 'Det levende parforhold', som er en håndbog for par, som gerne
vil arbejde med at udvikle kærligheden og gøre kontakten i parforholdet dyb
og tillidsfuld.

Bogen med undertitlen 'Fra konflikter til nærvær' består af forklarende
kapitler, øvelser og eksempler fra det virkelige liv. Og parret bidrager
gerne selv - som ovenfor - med erfaringer fra 22 års ægteskab med
sammenbragte børn.
»Vi synes, vi har et positivt budskab. Mulighederne er enkle at gå til og
ligger lige foran næsen på folk. Man behøver ikke at gå i terapi hver for
sig i årtier for at redde et forhold. Forandringerne sker i samspillet, og
der er både noget at hente for parret og den enkeltes selvudvikling«,
fortæller de i lejligheden på Christianshavn, som er en af parrets tre
adresser - de har også en praksis i Svendborg og bor privat på Langeland.
»Ja, og vi kan ofte tilføje flere vindere«, tilføjer Piet Draiby:
»Fra mit arbejde som børnepsykiater ved jeg, at børn bliver utroligt
påvirkede at den atmosfære, de vokser op i. Det præger hele deres liv, så
det er også en livsvarig gave til dem, når forældre udskifter en forurenet
misstemning med nærvær og tillid«.

Kirsten Seidenfaden går endnu videre:
»Det handler om hele vores måde at opfatte hinanden på. Også på
arbejdspladser og i samfundet som sådan er der brug for at tænke
anerkendende: at forstå og rumme det uforståelige uden at miste sig selv. At
give plads til at se frustrationer fra begge sider. At se forskellighed som
netop forskellighed og ikke fjendtlighed«.
Netop det kan være svært i de nære relationer, som parret har valgt at
fokusere på i bogen. Her får forskellighed ofte karakter af modvilje, indtil
man lærer at lytte, spejle og anerkende, hvad partneren føler.

»Vi oplever, at mange par bevæger sig fra frustration til forståelse og
oplever en umiddelbar lettelse, når der kommer ord og følelser på de
fastlåste konflikter. »Nå, er det bare det«, siger de«, fortæller Piet
Draiby.
Han tilføjer, at kvinder typisk har større behov end mænd for at tale om og
blive forstået følelsesmæssigt. Det lyder umiddelbart som en ubalance, hvor
en part må finde sig i enten for meget eller for lidt snak. Men sådan
oplever man det ikke, for der er altid noget at komme efter for begge
parter, lover terapeuterne.

Barndommens bagage

Men skal vi altid tilbage og rode i bagagen fra barndommen ligesom i jeres
eksempel med kaffekopperne. Kan man ikke bare tage udgangspunkt i
konflikterne her og nu?
Konflikterne handler næsten altid om indlærte strategier, som bliver ved med
at poppe op. Der er tydelige mønstre, som går igen i parforholdet, alt efter
om man er vokset op med uforudsigelige eller uopmærksomme forældre eller
forældre, som var opmærksomme og til stede. Dele af barndomsbagagen er
årsagen til, at man enten skubber dem væk, man elsker, omklamrer dem eller
kommer i konflikter med dem. Men som voksen kan man ændre processerne,
forklarer parret.

»I mit barndomshjem var der ikke plads til konflikter, så jeg lærte at tage
madonnasmilet på, tie stille og fryse til is, når der var optræk til
uoverensstemmelser. Da jeg mødte Piet, blev jeg vildt forskrækket over hans
højrøstede temperament, men jeg har lært, at det ikke handler om mig, og nu
kan jeg stå i en konflikt uden at stresse eller flygte«, fortæller Kirsten
Seidenfaden.

Og ikke nok med det - gør man op med de gamle tillærte mønstre, kvitterer
hjernen med at skabe nye nervebaner og celler.
»Det går ikke bare ned ad bakke fra 14-års alderen, som man hidtil har
troet. Hjernen udvikles videre og bliver mere adræt, når man bruger den på
nye måder«, siger Piet Draiby.

I bogen beskriver parret, hvordan man kan køre på to forskellige
'hjerneklinger': den lille, som er hurtig og kamp-flugt-præget og dominerer
i frygtsituationer, typisk i skænderier, og den store, som i rolige
situationer har en mere langsom og velovervejet reaktionsmåde og kan bringe
os i kontakt med vores følelser.

»Når et par bruger den anerkendende dialog, kan de skifte fra den lille til
den store klinge i stedet for at blive i et evindeligt hundeslagsmål«,
forklarer de to terapeuter.

Svært at gætte ønsker

Et gennemgående træk i vores kultur er, at vi forventer, at partneren kan
gætte vores ønsker og behov. Uanset om det gælder julegaver, sexlivet eller
hverdagens små og store udfordringer.
»Men man har altså selv ansvar for at sige, hvad man har brug for. Man kan
ikke gå rundt og forvente, at andre kan gætte det«, siger Kirsten
Seidenfaden og tilføjer:
»Jeg har f.eks. brug for masser af spejling og forståelse, når det handler
om noget følelsesladet. Det må jeg gøre klart for Piet - det er mit ansvar
at sætte ord på frustrationen«.

»Og det er fremmed for mig, jeg har det ikke selv sådan, men jeg begriber
det og strækker mig gerne over mod Kirsten for at møde hendes behov og
støtte hende«, fortæller han.
»Bag enhver frustration ligger en længsel eller et ønske. Det er dem, man
skal have fat i for at få en ny udvikling«, siger parret.
Og der er håb, også selv om et forhold er omsust af isnende vinde af
bebrejdelser og beskyldninger, eller parterne har trukket sig væk fra
hinanden og kastet sig over arbejde, børn, fritidsinteresser eller alt
muligt andet end hinanden.
»Det sker mellem dem. De sidder over for hinanden, mens vi vejleder fra
sidelinjen og hurtigt bliver overflødige«, siger Kirsten Seidenfaden og Piet
Draiby.

Parret bekræfter, at det ofte er kvinder, som slæber manden med til terapi
eller foreslår samtaleøvelser, selv om billedet ikke er så entydigt som for
nogle år siden.
»Mange mænd har ikke umiddelbart den store fidus til sådan noget »psykolog
og psykiater-pis« som f.eks. vores forløb om de uvaskede kopper. Men der kan
være flere gevinster ved at gå med: Kvinder holder kæft, når de føler sig
anerkendt«, lover Piet Draiby med et stort smil.

Der skal bare være en lille gnist. Vi har ofte oplevet, at udkørte og helt
udslukte par har fået lyst til og liv i forholdet på få dage Vi oplever, at
mange par bevæger sig fra frustration til forståelse og oplever en
umiddelbar lettelse, når der kommer ord og følelser på de fastlåste
konflikter.Et gennemgående træk i vores kultur er, at vi forventer, at
partneren kan gætte vores ønsker og behov Gør man op med de gamle tillærte
mønstre, kvitterer hjernen med at skabe nye nervebaner og celler.
selv om der er forskel på os to ... Psykolog Kirsten Seidenfaden og
psykiater Piet Draiby: »Parforholdsproblemer kan ikke altid løses, men man
kan lære at tackle dem, komme væk fra magtkampen og lære, at forskelligheden
ikke er et problem«. Den indstilling kan i øvrigt påvirke hele ens
overordnede syn på verden i positiv retning, mener parret, som har samlet
viden og øvelser i bogen 'Det levende parforhold'. Foto: Miriam Dalsgaard


Den anerkendende dialog


God kommunikation drejer sig om at lytte til den anden uden selv at gå i
forsvarsposition, uden at trække sig og uden at bringe sine egne
frustrationer ind. Først skal man prøve at høre det, den anden siger,
dernæst skal man prøve at forstå det, og så skal man turde mærke medfølelsen
med sin partner - uden at tage det på sig og uden at opgive sit eget
ståsted.

De tre afgørende trin i anerkendende kommunikation er spejling, anerkendelse
og indføling:

Spejling (aktiv lytning) er, hvor den ene part (fortælleren) fortæller, hvad
hun har på hjerte, mens partneren (lytteren) opmærksomt lytter. Dette
foregår, uden at lytteren må forklare sig eller blande egne synspunkter ind
i dialogen. Lytteren er aktiv ved med jævne mellemrum at spejle det, som
han/hun har hørt. Med spejling skal forstås, at man skal gentage så ordret
som muligt, hvad man har hørt fortælleren fortælle. Denne fremgangsmåde er
med til at sikre, at fortælleren er sikker på at være blevet hørt, og at
lytteren fastholder sin lydhørhed.

Anerkendelsen af indholdet. Her fremgår det, om lytteren også har fanget
sammenhæng og mening i det, som fortælleren bragte på bane. Såfremt
indholdet er opfattet korrekt og synspunktets gyldighed accepteret, kan
lytteren bedre forstå, hvordan fortælleren opfatter sin sandhed. Lytteren
skal også tilkendegive, om det giver mening for ham/hende, selv om han/hun
ikke er enig med fortælleren. Pointen er, at man kan se tingene fra
lytterens synspunkt uden at opgive sin egen mening. Det er ikke en
forudsætning, at parterne skal være enige i udsagnet.

Indføling (empati) er det tredje trin, hvor lytteren indlever sig i
fortællerens situation, virkelig følelsesmæssigt prøver at sætte sig i den
andens sted og give udtryk for sin forståelse for fortællerens følelser.
Læs mere på www relationsterapi.dk

Dialog-dræberne

Det er svært at føre en god og meningsfuld samtale, når man bliver
afbrudt. Lytteren er rastløs. Lytteren provokeres af forskellighed. To taler,
og ingen lytter. Lytteren kun har sin egen historie i hovedet.

Print